Vi vil gøre det lettere at finde hjælp
I Fonden Gaia arbejder vi løbende på at gøre vores tilbud så tilgængelige som muligt. Vi ønsker at kunne imødekomme kvinder og børn med forskellige behov og baggrunde – også når sproget kan være en barriere for at finde information og søge hjælp.
En del af dette arbejde er at gøre vigtig information om vores tilbud tilgængelig på flere sprog.
Vi er derfor glade for at kunne fortælle, at Fonden Gaias hjemmeside nu er tilgængelig på dansk, engelsk og russisk.
Du kan nemt skifte sprog ved at trykke på flaget i øverste højre hjørne af hjemmesiden.
Vi vil samtidig understrege, at Fonden Gaia på det kraftigste fordømmer Ruslands invasion af Ukraine. Valget om at tilbyde information på russisk handler udelukkende om tilgængelighed. Russisk forstås af mange mennesker i Østeuropa og kan derfor være med til at sikre, at flere kvinder og børn kan finde og forstå information om hjælp og støtte.
Flere sprog på vej
Vi arbejder samtidig på at oversætte hjemmesiden til polsk, arabisk og spansk. Det er en omfattende proces, da mange sider skal oversættes manuelt og efterfølgende gennemgås og kvalitetssikres sammen med personer, der har sprogene som modersmål.
Derfor vil der løbende blive tilføjet mere indhold på de nye sprog.
For os er sproglig tilgængelighed en vigtig del af arbejdet med at sikre, at flere kvinder og børn kan finde information, forstå deres muligheder og få adgang til den støtte, de har brug for.
